Adiós Bolivia
Så lakker vores udsendelse for alvor mod enden – og jeg tror ikke, at det helt er gået op for os endnu. Selv efter 14 måneders udsendelse står vi tilbage med en følelse af, at tiden gik alt for hurtigt. Det har været 14 uforglemmelige, udfordrende og oplevelsesrige måneder i hinandens selskab. Vi har arbejdet sammen på et projekt, hvor teori og praksis ofte er svære at forene, og hvor parforholdet ofte har været på projektets præmisser. Vi har både været kærester og kolleger, men nu er denne konstellation slut, og det bliver en stor omvæltning at skifte hverdagen i 3200 meters højde ud med et liv i København.
Den legale repræsentant vidergiver sine arbejdsopgaver
Befolkningen i San Lucas er kommet helt ind under huden på os begge. Der er, som i mange andre udviklingslande, stor forskel mellem livet i byen og på landet. Vi har oplevet, at landbefolkningen udtrykker et ønske om hjælp og øget levestandard, men hvordan hjælper man disse bjergbønder på den bedst mulige måde? Jeg tror og håber på, at vi med vores indsats i IMCC Uland gør en forskel – hvis ikke for alle – så for en del af San Lucas Kommune. Det kan dog stadig være svært for en fattig bonde at forstå, at vi ikke er her for at bygge en skole, donere en ambulance eller give tandbørster, men at vi gennem undervisning og dermed øget bevidsthed, arbejder på, at landbefolkningen vil ændre deres sundhedsadfærd.
Dans i Pirhuani
De seneste måneder i San Lucas har været præget af nye tiltag og stor omvæltning. Vores medarbejder, Vicky, valgte i maj måned at sige op efter at have arbejdet for IMCC i 15 år. Der opstod en del drama omkring opsigelsen, da Vicky først smækkede kraftigt med døren og senere, på opfordring af sine kolleger, fortrød sin beslutning. Vi valgte dog at holde fast, da Vicky på trods af sine kvalifikationer og store erfaring ikke havde haft den fornødne energi til at sætte gang i aktiviteten med de frivillige sundhedsbrigader. Derfor satte vi gang i en ansættelsesrunde, hvor vi modtog mange kvalificerede ansøgninger, og hvor valget faldt på Jaime. Han havde de seneste 12 år arbejdet for en stor NGO, bl.a. i San Lucas kommune, og det har vist sig, at være den saltvandsindsprøjtning som brigaderne havde brug for. På to måneder, har Jaime i samarbejde med lægen Elio sat gang i omkring 25 brigader, der tager på månedlige husbesøg i deres tilhørende landsbyer.
Jobsamtale
Jaime er imidlertid ikke den eneste nye ansatte på projektet. Efter en grundig budgetgennemgang fandt vi frem til, at vi ved afslutningen af projektet i 2016 ville stå med et betydeligt overskud, hvis vi fortsætter det nuværende aktivitetsniveau. Samtidig har vi gang på gang oplevet, hvordan fejl- og underernæring er et kæmpe sundhedsproblem i kommunen. Landbefolkningen har ikke den fornødne viden om eller adgang til sunde fødevarer. I mange landsbyer, dyrkes der kun kartofler, majs og løg. Derfor har vi igangsat forarbejdet til en ny aktivitet, der går ud på at landbefolkningen skal lære at dyrke en køkkenhave, for derefter at bruge de for dem mærkelige afgrøder som broccoli og aubergine i deres daglige madlavning. Til denne aktivitet har vi ansat en ung agronom, Sulma, der går i sandaler lavet af bildæk ligesom landbefolkningen, og som brænder for at forbedre vilkårene for den fattige del af befolkningen.
Emilie med Jaime og Sulma
Jonas og jeg har primært introduceret de to nye til arbejdet i IMCC, da Sigurd og Lærke har haft travlt i La Paz og Sucre med de to nye, Mikkel og Sie, der skal overtage vores plads på projektet. Selvom vi kun har været et par måneder sammen med de nyansatte, var det alligevel svært at tage afsked, da vi på kort tid har lært hinanden at kende. Det var i det hele taget en tårevædet afsked med både ansatte og projektets kogekoner. Vi har nydt at lære projektets ansatte at kende og ikke mindst den bolivianske kultur. Derfor var det også på sin plads at holde en afskedsfest med det bedste fra de to lande: Helstegt pattegris og masser af Singhani, der sikrede at alle dansede til langt ud på natten på den lokale karaoke-bar.
Afskedsfest – 2 gamle tjekker ud og 2 nye ind
Der er ingen tvivl om at opholdet i San Lucas er en uforglemmelig del af vores liv. Først med de to norske fjeldaber, Christoffer og Katrine, og derefter med århusianerne, Lærke og Sigurd, som vi har knyttet helt særlige bånd til. Vi kommer til at savne hele pakken, lige fra de fantastiske løbeture i det bjergfyldte landskab, den evige blå himmel, det rolige landsbyliv til de gale hunde, de morgendyttende minibusser, og ikke mindst eftermiddagene når skoleorkesteret forgæves forsøger at få stortromme, trompet, mm. til at stemme. Vi slutter hermed et enestående eventyr, der har givet Bolivia en helt særlig plads i vores hjerter.
/Emilie
Tryk på billedet for at se flere:
 |
| Farvel Bolivia |
voices from bolivia 